Mikkel Elbech | 

Foto: Rasmus Bæk.

En god halv time efter det planlagte tidspunkt træder Eivør Pálsdóttir ind på scenen, iført en kjole af blå fjer, en stor og imponerende blond hårpragt og et stort smil på læben. Et spændt publikum, der brugte ventetiden på et par mislykkede forsøg på at klappe hende frem på scenen, har noget stort i vente. Det ligger ligesom i luften – Musikhusets Store Sal er den perfekte ramme for Eivør og hendes drømme-backing-band, som Spot beskriver det i programmet.

Og i gang kommer de. Blidt og smukt med akustiske guitarer og violin, foruden elguitar, trommer og keyboards. Første nummer er ”Human Child”, titelnummeret fra Eivørs seneste album, som er indspillet både på engelsk og færøsk. Næste nummer, ”Do Not Weep” er af ganske samme skuffe, og selvom det endnu ikke er kedeligt som sådan, så er der allerede her et stort mandefald blandt publikum. En halv time ventede hele salen gerne på Eivør, men halvandet nummer var åbenbart rigeligt for overraskende mange.

Efterhånden som koncerten skrider frem bliver det mere og mere forståeligt, hvorfor flere og flere folk hellere vil være et andet sted – ikke mindst taget i betragtning af, at det netop er Spot, Eivør spiller på. For hvis festivalen skal repræsentere det nyskabende, og det som skal sikre os interessant musik i fremtiden, så er Eivør bestemt en smule malplaceret.

Med tekster, der handler om træer, snefnug og solskin, er der dømt floskel-fest til den store guldmedalje, og langt det meste af tiden er koncerten en noget banal og ordinær affære. Musikalsk set er der ingen elementer, som ikke fås i bedre udgaver andetsteds. Man har sammenlignet Eivør med Björk, men det er nu synd – mest for Björk. Men også for Eivør, der ved denne koncert ikke just brillerer når det kommer til at bryde traditionernes stramme bånd.

Koncerten slutter efter 38 minutter, der føltes væsentligt længere end normalt. Flere blandt publikum giver hende dog en stående applaus, hvilket får hende tilbage på scenen for at give et enkelt ekstranummer. Og det er bestemt af det gode. Endelig kommer der et nummer, der både er hævet lidt i tempo i forhold til resten, og som også lader Eivør bruge sin stemme til andet end kedelig skønsang. Hun vrænger og skriger og improviserer, og det løfter koncerten op på det niveau, hvor den hele tiden burde have ligget. En rigtig god bonus, der gør, at man går væsentligt gladere fra salen, end de, der forduftede allerede efter halvandet nummer.