Roy Fogde, foto: Andreas Hagemann Bro | 

Deltahead (foto: Andreas Hagemann Bro)

Der var noget i luften allerede inden koncerten gik i gang, hvor de tidligt ankomne i en halvfyldt sal sad og klappede med til duoens lydprøve. Da bandet endelig gik på scenen for alvor, var salen fyldt til bristepunktet, og publikums forventninger blev ikke mindre da de to ulasteligt klædte mænd med hvidmalede ansigter, begyndte at dele tændte røgelsespinde ud blandt publikum.

Det så unægteligt aparte ud, men om igen er der ikke meget normalt over Deltahead, som til trods for at de kun er to personer formår at tage både guitar, kontrabas, vaskebræt, samt hver deres stortromme under kærlig behandling - imens de i øvrigt også begge synger.

Musikalsk set tager bandet udgangspunkt i en voldsomt bastardiseret udgave af delta bluesen, med forvrænget vokal og slideguitar. Men variationen og anarkiet herskede i en sådan grad, at man midt i det larmende lydbillede også synes at kunne høre inspiration fra bands som White Stripes, Alice in Chains og mange andre. De to stortrommer skabte desuden dynamik i musikken. Specielt da de to svenskere tilsyneladende holdt en konkurrence om, hvem der kunne ligge længst tilbage på rytmen. I en enkelt sang betød dette, at tempoet knap kunne trække sig af sted.

Det koncerten vil blive mest husket for, er og bliver dog de mange bizarre optrin der foregik i løbet af de 35 minutter. Det var de øjeblikke hvor det mere lignede performance art end en koncert. For eksempel da duoen, til lyden af verdens højeste lirekasse musik, begav sig ud blandt folk, for at dele slik ud og kaste med konfetti. Det var overraskende og underligt, men pointen gik lidt over hovedet på undertegnede.

Store dele af publikum overgav sig betingelsesløst til Deltaheads skramlende musik, og overdyngede dem med stående applaus, og krav på ekstranumre. Vi andre blev siddende og undrede os over hvad pokker det var vi lige havde set. Det var helt sikkert underholdende; nogle gange var det mest bare underligt, og til tider swingede musikken så man ikke kunne undlade at sidde og stampe takten i jorden.

Jeg tvivler dog på at mange blandt publikum vil kunne huske bare enkelte bidder af melodi eller tekst når dagen er omme. Det skulle da lige være duoens evigtgyldige råd ”Don’t move to Finland”, som man kunne høre råbt et par gange mens folk forlod salen, på jagt efter den næste øl og den næste koncert.