Peter Bøggild, Jonas N. Jakobsen |
Efter de glade dage i Ray Dee Oh slog Caroline Henderson i 1995 smut med sig selv og kastede sig ud i den forjættede solokarriere, som resulterede i den stærkt roste Cinemataztic, et stort hit (Made In Europe), en meget kort frisure, og næsten rent bord ved Danish Music Awards. Efter flere mere eller mindre vellykkede eksperimenter, er hun tilbage til udgangspunktet med ”Love Or Nothing” som Henderson selv betegner som et urban-jazz udspil, hvor scratch, beats, popsange og jazz klassikere mødes (på en røgfri bar). Med sig i Musikhusets store sal havde hun en stribe af sine yndlingsmusikere med: den fremragende trommeslager Kresten Osgood, bassisten Anders Christensen, pianisten Jesper Nordstrøm samt en keyboardspiller, der skiftevis betjente orgel og analoge synthesizere. I bedste stjerne-stil ventede Caroline Henderson først sin entre efter at kvartetten havde varmet luften op med et par intro-rundgange. Iført kort kjole, 10 centimeter pumps og en halv ton selvtillid, lignede hun også en stjerne for så vidt at det er muligt i dette flade land.
I første sang blev linien ”Keep On Using Me” sunget så det næsten lød som en forbøn fra en kunstner, der har levet af musik i to et halvt årti. Caroline Henderson anno 2007 er en topprofessionel sangerinde, som dog ikke rigtig har gjort det store indtryk på mig. Ved koncerten i Musikhuset lød det imidlertid som hendes stemme har fået en dybere, mere rå vibe; der er krøbet en snert af Shirley Bassey ind i stemmebåndet, og i ”Made In Europe” blev der lukket op for Bond-diva-sluserne.
Koncerten udfoldede sig som en tur gennem Hendersons luftige jazz-pop kompositioner, hvor der både var plads til at flirte med publikum og trippe rundt på de lidt for høje hæle, mens bandet fik god plads til at vise hvad de kunne. Især trommeslageren Kresten Osgood imponerede med dynamisk spil der spændte over meget stille passager til voldsomme eksplosioner, hele tiden med fingeren på rattet. De analoge synthesizerflader og arpeggio-løb hjalp også til at friske op i det kompetente men ikke vanvittigt nyskabende jazzlandskab. Der måtte godt have været meget mere plads til de eksperimenter, "Love Or Nothing" byder på.
Alt i alt var jeg glad for at tilbringe tre kvarter i divaens selskab. Personligt vil jeg da håbe at hun slår smut med sig selv endnu en gang og kaster sig ud i noget vildt og skørt med livet og stemmen som indsats. Andre skandinaviske sangerinder er lige nu ved at definere nye retninger for hvordan kvindevokal kan lyde; jeg gad nok høre hvad der skete hvis Henderson hoppede ud i den smeltedigel af kreativt kaos upcoming scenen er lige nu - for hun synger fremragende. Men hvis ikke Henderson virkelig vil derhen, kommer hun der nok heller ikke. Så vil man nok også bedre kunne forstå hvad hun laver på Spot 2007. |
