De gode sambarytmer fylder spillestedet fra første færd, mens koncertens dansende gæst hurtigt fanger publikums øjne. De besøgende i den knap halvt fyldte sal er med på de dansevenlige beats. Den brasilianskfødte Carla Alexandar har indtaget scenen, og det er svært ikke at falde bare en smule i staver over uimodståelige charme hun udstråler og den til tider blide, til tider hårde, stemme der fylder rummet. Sceneshowet er en stor og godt integreret del af hende og hendes musikeres optræden. Udover den tidligere nævnte spontant tilstødte dansende gæst kører der fra start til slut et visuelt show på storskærmen bag musikerne. Det supplerer musikken rigtig godt, bruges enkelte gange interaktivt med DJ’en og man er hele tiden godt underholdt af de ganske forskelligartede filmsekvenser og grafikker. Til nummeret ”Disse” vises skiftende billeder af de herrer Bush og Fogh. Indtil da savnede jeg ikke forståelsen af det portugisiske sprog, men her ledes man til at tro, at der må være et politisk budskab, som jeg pludselig manglede og blot kan gisne om, -en detalje man dog næppe kan klandre kunstneren for. En enkelt ting der desværre ikke helt lykkedes for Carla Alexandar var, at få det ellers medlevende publikum tættere på scenen. Enkelte dansede helt fremme, men den intime brasilianske sambastemning, jeg forestiller mig er værd at stræbe efter, blev aldrig helt opnået. Når Carla Alexandar ikke charmerede folk med tidligere nævnte blide og indtagende stemme, rappede hun, og heller ikke her kom hun til kort. Det var skarpt og autoritært, og var medvirkende til en god adspredelse i en ellers meget samba- og bossapræget koncert. Alt i alt var det en god og stemningsfuld oplevelse. Hovedpersonen var sikker i sin sag, hendes musikere i deres og krydret med god energi på scenen var det absolut anbefalelsesværdigt.
