Anja Følleslev, foto: Jonas N. Jakobsen | 

Budam åbnede alene sammen men sin pianist Magnus Piano Johannessen med en ballade. Opstarten var trods  overbevisningen i hans stemme, lidt sløv. På det andet nummer, hvor bandet kom med på og gav den gas med polkarytmer, var publikum tændt på et kort øjeblik. Selvom inspirationskilderne synes at komme langt fra Færøerne, så kunne man på det tredje nummer ”Do that thing” fornemme stemningen af de små øer Budam kommer fra. Introen, flere mellemstykker og outroen bestod af stærke vejrtrækninger, som mindede om vindens susen og havets brusen.
Ved nærmere nærlytning til teksten, kunne disse vejrtræknings effekter dog også tolkes som noget helt andet. Hvis jeg nævner en linie i teksten, som publikum i øvrigt omtalte bagefter, som om at de havde ”hørt porno”, er jeg sikker på alle forstår hvad jeg mener. Budam sang: ”I’ll paint your body with my loaded cream machine”. Dette er ikke det eneste eksempel under koncerten på Budams udfordrende tekstunivers.

Hans stemme var igennem hele koncerten dyb og forførende, og den passede godt ind i iscenesættelsen af hans fortællinger og backing musikken. Samtidig fremførte Budam sine fortællinger nærmest som små skuespil, hvor han levede sig helt ind i den enkelte rolle. Titlen på hans album (”Stories of devils, angels, murderers and lovers”) er også meget rammende for hans tekstunivers, fordi man med sådan en titel formår at komme hele vejen rundt om vigtige emner som kærlighed, had, religion etc.

På et af de sidste numre ”Dadadadie” fik Budam publikum til at synge med ”Come let us die”, nærmest som et lalala omkvæd. Selv om teksten er sørgelig og handler om at nogen ønsker at dø, så er den opløftende på en sarkastisk måde. Hans overskud til at flirte med publikum og den meget særtegnede cirkus-polka-sømands stil, resulterede i trampende bifald og et ekstra nummer. Lad os håbe Budam snart er at opleve i Danmark igen, for det fortjener han og hans musik.