Mikkel Elbech | 

Der er meget, der tyder på, at denne koncerts konstellation burde have optrådt et andet sted end Filuren. Først og fremmest er køen udenfor alenlang, og antallet af ivrige publikummer er det samme som det, der plejer at blive henvist til Musikhusets Store Sal. Derudover er der skruet så meget op for alting, at det som minimum burde have været en eller anden sal af en vis pondus, der lagde navn til Boat Man Love med Peter Sommer og Henrik Hall – og ikke denne 150-menneskers sal, der lod folk sidde på både stole og gulvet foran scenen. Al respekt for brandsikkerhed, men ét eller andet var ude af proportioner.

Det påvirkede imidlertid ikke Boat Man Love, der spillede en så gedigen omgang rock ´n’ roll, at de også på dén front kunne have fyldt en langt større sal ud. Hvor utallige bands trækker på en rutinecharme, er det her tydeligt, at man vil meget, meget mere. Arrangementerne er originale, og bandet spiller møgtight. Boat Man Love kunne have fyldt tiden ud helt alene, men til alles fornøjelse får de hjælp fra et par troubadourer, der forstår at løfte det gode helt derop, hvor det bliver helt fantastisk.

Efter et enkelt nummer alene, får Boat Man Love selskab af Henrik Hall – ”the godfather of electropop”, som han betitles fra scenen. Electropop er der dog ikke meget af i denne solide og tunge konstellation, der lyder væsentligt mere af Black Rebel Motorcycle Club end Soft Cell. Hall giver den på mundharmonika, som havde han aldrig spillet andet, og han bidrager med sin vokal, der tilføjer en sprødhed, som ikke findes hos nogen som helst, der stadig vil kalde sig selv ”ung”. Hall har stil, og hans moves tilfører koncerten en aura af autenticitet, der yderligere løfter oplevelsen.

Først en god portion numre kommer Peter Sommer ind i koncerten. Det er blevet tid til et møde med hans materiale, og også dette fungerer fint med Boat Man Love, der – som aftenens konfrencier påpeger – ikke har noget imod at træde i baggrunden. De gør det med stil, og Peter Sommer får al den opmærksomhed, han fortjener, når han synger om tiggere og St. Steensen Blicher.

Hall og Sommer bytter plads adskillige gange i løbet af koncerten, og da Sommer kommer ind anden gang siger han tørt: ”Frem og tilbage, ud og ind... Kender I det?”, inden han tilføjer, ”ud med det gamle” med slet skjult – omend afgjort venlig – reference til Henrik Hall, der tydeligvis ikke tager på vej.

Hall sammenligner Boat Man Love med Bob Dylans The Band og Neil Youngs Crazy Horse, og det er bestemt fortjent. Koncerten forløber alt i alt glimrende, men omgivelserne og lyden hindrer det hele i at gå op i den famøse højere enhed, hvilket på sin vis er synd, for da ”Karma” med både Sommer og Hall på scenen slutter koncerten af, er det med en elegance, der bestemt er en topkarakter værd.