Christian Erin-Madsen, foto: Kristine Anker | 

Noget kan de. Drengene i BliGlad. Og de forstår at iscenesætte det der, de kan. På en måde så man gynger med til rytmen. Selvom man står på bagerste række. Med en ”Århusfidus” som åbningsnummer vadede forsangeren Christopher ind over gulvet med en tilbagelænet sofaattitude, bøjede knæ og skridt i en bredstående stilling, der ville gøre en skipper misundelig. Og han hamrede et fyrværkeri i gang af kærlighed, leg, dans, hop, high-fives, ture rundt om en selv og crowdsurfing, piger på skuldrene, og – såmænd – samme crowdsurfer op og tage en tur mere. Underholdningen vakuumsugede folk ind og nærmest tvang begejstring ud af næseborene. Sammen med et par pust af de joints, som havde fundet sig til rette i salen. Drengene spillede et ensemble, som efterhånden er gennemkørt og afprøvet under mange koncerter. En stribe sange, der også kun momentant bryder med den klassiske rootsreggaes rastafaritunge sumperytmer. Så meget desto mere er der brug for kulør. Så det kom der. I ekspresfart.

Christopher bankede rundt og charmede i sin grønne kedelddragt, mens to saxofoner og en trompet gav oplevelsen et ekstra kick fra sidelinien. Percussionist og sanger Max Buthke var heller ikke sen til at træde til med hjælp. Med skiftevis tyske vendinger gravet frem fra hans skoletid i Flensborg, og hyldestråb til danske landsholdsprofiler gjorde han sit. Danmark havde umiddelbart forinden tabt til Sverige efter en farce, og der lå en depression faretruende lavt over folks hoveder. Men Max leverede panodilkuren. Herefter tog Christopher over, skruede tempoet op ved at kommandere små dansesessioner fra bandmedlemmerne, og afleverede endnu mere underholdning. Kristian forblev på bas og Kasper på trommer, mens resten i bedste Full Monty-formation løb frem og udførte et par indstuderede simple dansetrin. Til stor begejstring for salen. Bagefter var det guitaristen Daniel, og keyboardets betvinger Benjamins tur. De blev på instrumenter. Resten løb frem i en fire-på-stribe-formation.

Så man ud blandt publikum sås flere ”gamle drenge” stå og rocke med, alt imens de forreste rækker var transformeret til et dansegulv og træbjælkerne faktisk gyngede. ”Åh åh åh åh”,”Boinga” eller ”Dingelingelingelingelngelingedau”. Teksten var sådan set lige meget. Stemningen var alt. Og ekstranummeret var en godte i sig selv.

Som vanligt løb bandet af scenen, men uvant i SPOT-sammenhæng strøg de ind igen til et ekstranummer. Fordi publikum heppede dem tilbage. Igen tog Max mic’en og begyndte på tysk. Han fortalte, at Christopher nu skulle ind igen, og så fortsatte det hele. På tysk. ”Heraus mit Liebe zu den Folk” gjaldede drengene, og folk kunne ikke slippe de drenge.

Repertoiret er nøglen til en fuldkommen oplevelse. I processen med at transformere tung 70’er-jamaicareggae til en leg, kunne det være forfriskende med numre, der kan give spillerum for at løfte dem op i det store farverige boldrum. Heroppe er det svært at placere sig konsekvent og uden kvaler gennem et længere set, hvis ikke nogle af rytmerne og grundelementerne må svinge over i en mere eksperimenterende populærkultur og fostre et hit, der slipper for vuggende baggrundsakkorder fra piano eller guitar. Men drengene kan noget. Som en sagde til mig: ”Det her var så godt, at jeg missede Spleen United. Jeg kunne simpelthen ikke forlade salen.” Hvad med dig kære læser. Har du prøvet at være til BliGlad-koncert… endnu?