Frederik Denning, foto: Thomas Mose | 

I godt en time ledte Bjørn Svin og blæserkvinteten Carion publikum igennem moderne fortolkninger af György Ligetis’ kompositioner. Koncerten var som delt op i to, hvilket også blev markeret af en længere pause i midten, hvor Bjørn Svin blev ladt alene på scenen.

Første del af koncerten stod primært i blæsernes tegn. Bjørn Svin lå meget i baggrunden med anonyme ambient beats – altså ikke en måde, man er vant til at se den danske godfather af techno på. Carion spillede utrolig godt sammen og leverede nogle virkelig gode fortolkninger af de gamle kompositioner, men det var, som om Bjørn Svin ikke var en del af koncerten. Dels swingede hans beats slet ikke med Carions spil, dels virkede det, som om stilen ikke rigtig passede ham.

Halvvejs igennem koncerten udvandrede blæserkvinteten, og Bjørn Svin fik fem minutter alene på scene, hvilke blev brugt til at opbygge et mere voldsomt beat helt fra bunden. Carion kom tilbage, og musikken passede bedre sammen, uden dog helt at have fundet fodfæste. Dette blev dog lavet om i det efterfølgende nummer, hvor Bjørn Svin fik lov til at brage igennem med sine klassiske techno/breakbeat-beats. Dette klædte sjovt nok György Ligetis kompositioner overodentligt godt, og man følte for alvor, at samarbejdet havde sin berettigelse. Således fortsatte resten af koncerten, og en umiddelbar negativ indstilling blev vendt til en positiv.

Man kan kun glæde sig over, at et samarbejde som Bjørn Svin/Carion kan få lov at eksistere, og samtidig rent faktisk trække mennesker til koncerterne. Idéen er som udgangspunkt virkeligt god, men Bjørn Svin skal have mere frihed til at tilføre energi via sine beats. Der skal gives ros for idéen og viljen til at eksperimentere på tværs af genrer, der ligger så langt fra hinanden. Til gengæld bør kunstnerne være mere kritiske i forhold til, hvornår samarbejdet reelt set tilfører de originale kompositioner noget positivt.