Pelle Sonne Lohmann, foto: Anders Stensgaard | 

Beta Satan er ikke længere en hemmelighed forbeholdt den opsøgende undergrund. Bandet agerede fast opvarmning for Nephew på disses sidste turné, og hardcore-popperne er således – ganske vist i det små – blevet allemandseje. Af samme grund kan Beta Satan ikke længere leve højt på det overraskelses-element, som slog benene væk under undertegnede tilbage i januar, hvor kritikken var noget nær uforbeholdent positiv.

Bandet holder insisterende fast i dets originale og godt tænkte fokus på umiddelbart letfordøjelige og iørefaldende popmelodier indrammet af hårdkogte guitarfigurer, tonstunge passager, småsyrede keys og et stærkt powerbetonet trommespil, men formlen er nu en velkendt størrelse, hvorfor det helt oplagt er lettere at vurdere Beta Satan og disses holdbarhed ud fra gruppens egne, klart definerede præmisser.

Sammenspillet er naturligt nok blevet optimeret hen over foråret, således at bandet nu fremstår yderligere spændstigt og fleksibelt på samme tid, og der er stadig masser af fængende melodier at finde i Beta Satans ellers massivt buldrende udtryk. Lidt mere stringens og flere strømlinede forløb ville dog bestemt ikke være af vejen. Naturligvis er pudseløjerlige breaks og skævt kantede finurligheder uomgængelige og helt obligatoriske indslag i bandets samlede udtryk, men indimellem bliver det unødvendigt rodet, og man bør overveje at hanke en smule op i udskejelserne. På den anden side – og det er ret interessant – indfinder der sig også en kende ensformighed i bandets endnu begrænsede materiale, hvilket egentlig er lidt af et paradoks, nu hvor man jo på sin vis eksperimenterer ret så intenst med eksempelvis stribevis af viltre temposkift. Problemet er velsagtens, at man forfalder til en samlet koncept-tanke frem for at justere løs inden for det enkelte nummer, hvilket uundgåeligt ville kunne skabe et mere strittende format uden nødvendigvis at spolere helheden.

Det lyder alvorligt, men værre er det altså heller ikke. Hverken individuelt eller kollektivt kan der sættes fingre på Beta Satan, der er sammensat af lutter højkompetente musikere hele vejen rundt. Samspillet er af en klasse, der kun tangeres af de færreste herhjemme, og den fælles forståelse for projektet synes utvetydig, hvilket blandt andet afspejles af det herligt engagerede sceneshow. Samtidig levnes der plads til momentan ekvilibrisme på de enkelte instrumenter, og pladsen udnyttes prompte og effektivt midt i det ellers stramme lydbillede. Spændende skal det blive at følge Beta Satan på deres videre færd – alle døre synes åbne, så det er bare at træde skridtene.