Rasmus Elm Rasmussen, foto: Jonas N. Jakobsen | 

Det er helt tydeligt, at Band Ane har ramt et eller andet, som tiltaler et overraskende stort og bredt publikum i Danmark. I langt højere grad end nogen anden dansk electronica-kunstner (ja, ja, måske lige bortset fra den kære Trentemøller), har hun vundet succes uden for de sædvanlige electronica-kredse. Måske netop fordi hun i modsætning til genrens øvrige udøvere har en langt mere markant og genkendelig personlig profil. Når man tænker på Band Ane, tænker man således ikke blot på en bestemt musik, men i mindst ligeså høj grad på den glade og spontane lille pige, man ved står bag den. Med et enkelt, ganske udmærket, album har hun således hurtigt vundet stor anerkendelse hos kritikere såvel som publikum og blevet et eftertragtet live-navn.

Denne lørdag aften på Filuren skulle hun så vise overfor Spot-publikummet, hvad der skyldtes den store ståhej. I det senere stykke tid har hun i live-sammenhæng garderet sig med et hold af sine venner, der supplerer hende selv og sin laptop med bas, trommer og vokal, og denne koncert var ingen undtagelse. At det netop er sådan hun har valgt at gribe koncert-situationen an, kan dog give en vis undren. Charmen ved hendes debut-album ”Anish Music”, og ved hendes tidligere live-optrædener har nemlig været hendes egen umiddelbare og lettere naivistiske leg med laptop-elektronikken. Netop denne charme drukner imidlertid i den velstrukturerede og perfektionistiske band-udførelse, som flyder over i lækker loungevokal og ufarlige drum’n’bass trommer.

Det mindede lidt om en finurlig lille kortfilm, der var blæst op til en stort opsat musical, og som i jagten på de imponerende effekter helt havde mistet de små nuancer, der gjorde den interessant i første omgang. Denne anmeldelse er således ikke ment som en anfægtelse af Ane Østergaards musikalske evner. For det er helt sikkert at hun, hvad enten man nu personligt er til hendes form for skæv og humørsyg electronica, har et betragteligt talent. Imidlertid burde Ane og hendes venner, da de udtænkte planen om denne form for live-show, frem for at have stillet spørgsmålet ”kan vi gøre det?” have vendt den om, som Jeff Goldblum gør i Jurassic Park og spurgt ”bør vi gøre det?”. For selvom videnskaben kunne gøre det muligt at opfostre dinosaurer i vores tidsalder, er det ikke sikkert, at det er det rigtige at gøre, og selvom Band Anes musik teknisk set kan udføres i en perfekt orkestreret band-udførelse, er det ikke nødvendigvis den rigtige måde at gøre det på.