Christian Schlelein, foto: Jonas N. Jakobsen | 

Det visuelle tema stod i 80’ernes tegn, da Rebekkamaria leverede en hæderlig soloindsats på SPOT 2007. De let kantede arrangementer fik modspil af den manierede og desværre ret usammenhængende scenografi, som dominerede den visuelle oplevelse og gjorde koncerten mere skade end godt. RebekkaMaria er en dygtig performer, men magtede ikke at samle alle de vildfarne ideer til et bare nogenlunde formfuldent udtryk.

”Queen of France” åbnede koncerten, og forblev et af højdepunkterne i den noget ujævne forestilling. Den overstyrede vokal, som trak store udtryksmæssige veksler på P.J. Harvey, fik modspil af Rebekkamarias kække og flirtende optræden. Orkesteret var klædt i sort/hvide særke af et udpræget 80’er-snit, og blev bakket op af et par mekanisk dansende tilslørede piger.

På sin vis klædte det musikken godt med scenisk modspil, men desværre blev der ødslet alt for meget og alt for planløst med effekterne og staffagen. Den overstyrede vokal fortsatte langt ind i koncerten, og skabte afstand til musikken. Keyboardspillerne lavede hver deres helt egen soloperformance på scenen, som ikke bidrog til koncerten på nogen meningsfuld måde. Lægger man dertil de utroligt sløsede og utrænede mandlige korstemmer, efterlader det indtrykket af en koncert, der kom af tegnebordet for tidligt.

Rebekkamaria har et umiskendeligt teatralsk talent, og er i øvrigt en fantastisk sangerinde. Desværre blev forestillingen noget fortænkt, og det smittede af på musikken. Da vi nåede frem til ”She Lion”, lød beats’ne lidt for fikse. Gode nok i sig selv, men ikke rigtigt passet ind i helheden. Eksperimenter kan af natur mislykkes, og hatten af for, at Rebekkamaria forsøgte at skabe et originalt udtryk. Med uden sammenhæng i enkeltdelene og fokus i udtrykket går den ikke.