Peter Bøggild, foto: Jonas N. Jakobsen | 

Jeg tror, at jeg ikke lige nu kan nævne et andet band, jeg hellere vil høre live ti gange i træk end Analogik.

De storskæggede herrer gik omsider ombord på Filuren, Musikhusets mindste scene, efter at omkring 400 havde ventet foran den lukkede dør. Kun 150 blev lukket ind – hvem kunne have forventet at et besynderligt balkan-sømands-folke band med elektroniske beats og sømandsattituder kunne trække en sådan en flok? Måske har de gode anmeldelser af deres album "Søens Folk" hjulpet, men alligevel?

Analogik var for år tilbage resultatet af en hiphop-producers trang til forandring fra stereotyp beats og traditionalisme. Mystiske serbiske folkesange røg på pladespilleren og endte som folk-hop, med clicks og blips. Siden er Analogik blevet væsentligt opgraderet. På dækket lørdag aften mønstrede kaptajn Asger alias Doktor Laserlyde udover en meget storskæggede bjørnebassist Magnus, der sagtens tæller for to, saxofonisten Theis og en meget veloplagt guitarist, Jesper, samt en violinist og en percussionist.

Sættet var opfindsomt som Georg Gearløs, listigt som en rotte på dækket og spændstigt som et nyvasket skæg. Udover at være sammenspillede, havde Analogik også fornøjelsen af at muntre sig med en stribe sange, der er smukt, næsten genialt sat sammen. Musik kan virkeligt være fantastisk, når det bliver spillet af folk, som både kender reglerne og har overblikket til at bryde dem. Også i detaljerne var der meget at hente, hovedrystende breaks, de mange luft-harmonika soli ... jeg kunne blive ved.

Ikke mindst i de sublime scratch-sessions, som overdoktor Lazerlyde stod for: stramme, morsomme, groovy – og i perfekt balance med resten af bandet. Jeg tilgiver hiphoppen alle de kedelige tomgangs beats og zombie-rap, jeg har måttet høre, hvis de kan producere sådan en beat-jockey som Doktoren.

Logikken i Analogik er, at alt kan lade sig gøre, men kun det der fungerer bliver gjort. Hvad med en mashup af balkan og reggae, ført an af den tyske kaptajn Bim der forresten fraserer fuldstændigt som Bob Marley (altså på tysk), og synger en vrøvlesang om livet på dækket? Hvad med bossa nova side om side med serbiske harmonier? Pludselig elegant tango, og så Ho-ho-ho sømandskor, og så videre. Et væld af livsbekræftende urimeligheder bundet sammen af musikalitet og sikker fornemmelse for komposition. Det er tit underholdende når kortene blandes på en ny måde, og det gør stort set alle lige nu med vekslende held.

Analogik er ægte fornyere på vej mod nye kontinenter i deres skib, som de styrer helt selv. Bevares, de fisker i samme dam som Gotan Project og Kaizers Ochestra og har helt sikkert både hørt Tom Waits (f.eks. Rain Dogs) og set Kustorica film (f.eks. Sort Kat Hvid Kat). Men modsat mange andre, der rider på world-meets-electronica bølgen har Analogik deres helt egen lyd og stil. Uanset hvilken etiket man klæber på bandet vil den være for lille. Der var cool, levende jazz og klange fra de syv have og dog fremstod hver eneste nummer helt, konsistent og præcist som det skulle være. Det er noget af en præstation.

Noget der gav koncerten det ekstra løft var de geniale visuals: stopmotion film af dukketeater figurer sakset ud bandmedlem-fotos, små dejlige klovne dansede på lærredet og opførte musikvideoer på lærredet under hele koncerten, med deres onde langskæg. Trods småkiks og feedback i mikrofonerne fik publikum pustet Analogiks storsejl op med rå jubel, så skuden fik fuld fart på. Og mig? Jeg vil høre dem igen! Og igen!