Anja Følleslev | 

Foto: Eva Kappel

Bare navnet på denne meget specielle indie singer/songwriter klinger mest af nærhed til Guns’n’roses, men det er langt fra tilfældet. Før det første er det ikke et solidt rock band der træder på scenen, men en blond kvinde, der i løbet af 8 numre viser hvordan man laver et one-woman-show. Alice Rose mindede mest af alt om en der var sin egen, men også som en der havde lyttet ret intensivt til Björk.

Hun havde alt sit gear linet op på et bord ved siden af sig, og spredt lidt ud over gulvet. Det så rimelig rodet ud med alle de tekniske hjælpemidler, legetøj og diverse instrumenter. Fremførelsen af flere af numrene bar også præg af rod.

Det er fint nok at være kvinde i eget show hvis det ikke går ud over fremførelsen. Tendensen var desværre at det blev lidt kluntet når Alice Rose skulle huske at trykke på den rigtige knap, afvikle sin stryger, eller spille på sine små keyboards. Selvom der allerede var en hel del på backtrack i hendes performance, så var det måske en ide at lægge lidt mere ind på computeren, og så koncentrere sig lidt mere om hendes vokal og performance.

Hendes show var linet op omkring flere små historier, for eksempel om Günther som løb fra brylluppet i sidste øjeblik og omkring flere mindre kostume skift. Tøj kom af og på, smykker og solbriller blev brugt i flæng. Blandt andet brugte hun et slør flere gange, imens hun kastede med hovedet som i en anden shampoo reklame, til stor morskab for publikum.

Alice Roses numre var lange, og ligesom man begyndte at kede sig, skiftede hun kurs, ved at synge på tysk, ved at trække legetøjs pistoler frem og ved at synge til Günther på ”I will always love you”. En cover version der i den grad satte kronen på Alice Roses værk af diva attitude.