Pelle Sonne Lohmann, foto: Frederik Arhøj | 

I hyper-energisk stil indtager den heftigt gestikulerende og skønt rablende Frederik Thaae scenen akkompagneret af sit skrigende lyserødt klædte backingband. Farverigt er ingenlunde dækkende i tilfældet A Kid Hereafter, hvis vanvittigt grænsenedbrydende genre-ramasjang afspejles fuldt ud i bandets skørt improviserede og stærkt viltre sceneshow.

Pigerne huserer noget så nydeligt i scenens ene side, hvor de øser lillepige-vokaler, keyboardklange og balstyriske cello-toner ud over det betragteligt begejstrede publikum. I den anden og noget mere hårdtpumpede side af scenen gør drengene sig til med tæskende power-akkorder, dunkende basgange og tonsende trommespil. Alt i alt en herligt ukonventionel opskrift, der dog ikke desto mindre sammenfletter det tuttenuttede med det grove på en vellykket facon, der oftest udmønter sig i et luftigt poppunk-udtryk, men som andre gange fortaber sig i reggae-tåger og rendyrkede popballader.

De uomtvistelige højdepunkter er, som vi kender det fra pladens gyldne åbnings-trekløver, de vidunderligt melodiøse ”Hollywood Conspiracy”, ”Secret Service” og ”Never Too Late”, der helt enkelt er uimodståelige sager. Mildt belastende er til gengæld den lidt sleske ”Superficial Star” og den uforløste ”Jesus Come Back”, der langt fra matcher den fandenivoldske og opfindsomt temposkiftende ”Play Drums” (som rummer den fantastiske linie ”some kids wanna be president, I just wanna play drums”) og Yes-coveret ”Long Distance Runaround” for den sags skyld.

Frontfigur Frederik er i al sit uortodokse vanvid et dejligt opløftende og smittende bekendtskab, men han må passe på med ikke at blive for meget, trods alt. Bitterhed over ikke-dansende branchefolk og utilfredshed med publikums indsats ud i ”wæj”-råb kan vi ikke bruge til så meget. Til gengæld er A Kid Hereafters signatur med som ekstranumre at bombardere publikum med en håndfuld dødsmetal-numre i en selverklæret Napalm Death-rus et helt fantastisk indslag.