Søren Jakobsen, foto: Toke Hage | 

Det dansk/tyske band 18th Dye lukkede mere eller mindre for en vanligt hyggelig og positiv Spot-festivaloplevelse, og de viste, at danskernes manglende kendskab til et af de sidste 15 års bedste bands på hjemlig grund er helt i hegnet. Guderne skal vide, at 18th Dye har været inde og ude af rampelyset siden deres gennembrud i begyndelsen af 1990’erne, men det er svært at fatte, at de aldrig har fået den anerkendelse, som deres talent berettiger til. En helt proppet Store Sal i Gran Teatret fik i hvert fald fælt kam til håret.

Bandet skylder unægteligt Sonic Youth, Dinosaur Jr. og lignende en hel del, men at de er en hel del mere end bare et ”bølge”-band, stod tydeligt, efterhånden som sanger/bassist Heike Rädecker buldrede hen over scenen og ikke rigtig virkede, som om hun havde lavet andet end at træne biceps samt at fylde den store gryde med karisma i de sidste mange år. Hun var en både fascinerende og gennemsej figur igennem hele koncerten.

Ikke at de andre 2/3 af trioen lod hende noget efter. På trods af de sauna-agtige tilstande i Gran Teatret, der så ud til at få selv guitarist Sebastian Büttrichs guitar til at svede, torpederede de ofte ret korte støj-kompositioner enhver tvivl om, at bandet skulle være rustne, falmede og alt det der, man kalder bands, der er markant bedre end ens eget.

En kombination af numre, der rakte fra debuten “Done” til nye kompositioner virkede som en sammensmeltet enhed af musik med et gedigent dræberinstinkt. At bandmedlemmernes interne snakkerier ofte gik hen over hovedet på et ret ungt publikum, der knap kunne svare på Rädeckers “Guten Abend!”, kan ikke overraske. For der var simpelthen ikke gode nok forhold i denne Store Sal.

At man ikke må drikke i et koncertlokale, der hurtigt pumpede sig op på helvedes-lignende temperaturer, samtidig med at man forsøger at runde en ellers vellykket festival af, er simpelthen for dumt. At gigantiske sikkerhedsfolk samtidig havde travlt med henholdsvis at stå i vejen for scenen, rive i folk, der stod i vejen for dem, og smide gæster ud, der brød rygeforbuddet, gjorde helhedsindtrykket endnu værre.

Bandet var heldigvis komplet ligeglade, og udviste både under og imellem numrene nok star quality til at give hele koncerten et nærmest mytisk skær. Lur mig, om halvdelen af publikum overhovedet havde hørt om bandet før koncerten.

Hvis der findes noget retfærdighed i denne verden, så får 18th Dye nu den omtale, hyldest og plads på reolen, som de fortjener. For med undtagelse af de irritationsmomenter, som omgivelserne skabte, var der tale om en intet mindre end forrygende gang støj, vel at mærke når det anvendes som positivt ladet.